Prostitution

Hvorfor eksistere købesex stadig? Og hvad ville der ske hvis det ikke var lovligt mere? Dette er blandt en del af de debatspørgsmål der har floreret i medierne det sidste stykke tid.

Når det kommer til et komplekst emne som prostitution, er i den grad et emne, som kan få følelserne i kog og ethvert kommentarfelt til at eksplodere. Der er så mange meninger, dilemmaer og ikke mindst en masse skæbner, der er involveret i dette. Men jeg synes snart det er på sin plads, at denne debat snart bliver taget alvorlig og at der bliver handlet.

Hvor er loven, hvor sociale tilbud, der støtter mennesker i at komme ud af prostitution, går hånd i hånd med en lov, der gør det forbudt at købe sex i Danmark.
Mit største personlige dilemma er, at uanset hvad JEG mener, hvad erfaringerne viser, og hvilke etiske overbevisninger jeg trækker på, så er der en mindre del af de prostituerede, der fastholder, at de frivilligt og med åbne øjne har valgt livet som “prostitueret”. Derfor mener mange ikke at det skal forbydes, men jeg tror, der kommer noget godt ud af det ihærdige arbejde, som for eksempel LivaRehab – Center for behandling og rehabilitering af kvinder og Reden lægger i at støtte og hjælpe de prostituerede, som ønsker at komme ud af det.

At nogle fortæller, at de af fri vilje har valgt prostitution, påvirker dog ikke min holdning om, at et forbud mod sexkøb, for mig at se, er den mest optimale løsning for alle. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke ser de negative bivirkninger, der er forbundet med et forbud mod købesex f.eks. omkring hvordan vi hjælper og beskytter forholdene for de mænd og kvinder, der fortsat prostituerer sig.

Dette stiller et spændende spørgsmål. Hvorfor er det vi ser prostitution som et problem? For mig handler det grundlæggende om to ting. Den ene omhandler prostitution set i et kulturelt perspektiv. Med tilladt prostitution er vi nemlig med til at legitimere, at (primært) kvinder bliver en brugsgenstand for mænds seksuelle tilfredsstillelse og seksuelle vold. Prostitution understøtter på den måde en kultur, hvor kvinder aldrig får samme status som mænd. En kultur, hvor mænd kan anmelde de prostituerede på diverse hjemmesider; hvor stram hun er, hvor klam hun er, om hun lader sig dominere. En kultur hvor vi ser igennem fingre med de kolossale skadevirkninger, som det har for de kvinder, der prostituerer og har prostitueret sig.

Det andet perspektiv er, at prostitution har en kønnet slagside (igen hænger det sammen med kultur og kulturelle konsekvenser), hvor det primært er kvinder, som sætter liv og helbred på spil. Det er kvinder, som i stort omfang rammes af konsekvenserne. Det er kvinderne, som bliver ødelagte uden et tilbud om den rette hjælp til dem, når de kommer ud. I alle andre grene af vores fælles samfund, hvor noget er så giftigt for menneskelivet og har så store konsekvenser, lovgiver vi om det for at minimere skadevirkningerne. Dansk lovgivning er således fyldt med forbud, som vi godt ved ikke fjerner de ulovlige handlinger. Vi må for eksempel ikke køre spritkørsel, for hurtigt eller uden sele. Pointen med forbuddene er, at vi som samfund signalerer, at vi ikke accepterer en given handling. Et forbud mod sexkøb ville netop sende et stærkt signal om, at vi i Danmark ikke accepterer, at man kan købe et andet menneske til seksuelle ydelser.

Et principielt spørgsmål er også om sex er en menneskeret. Så vidt vides er det endnu ikke en menneskeret at købe en prostitueret. Det er ikke en menneskeret at have sex med et andet menneske. Og hvis det er, er fri adgang til købesex, så ikke hovedsageligt en manderet? Og hvorfor overhovedet legalisere prostitution fuldt ud, når der findes så enormt mange hjælpemidler i dag, som kan give en ganske tilfredsstillende seksuel oplevelse, der ikke påfører andre mennesker skader? Nej, det er ikke det samme som at have sex med en anden person, men det undskylder ikke hvorfor man skal benytte sig af købesex, sådan er livet nu en gang.

I følge dansk undersøgelse er det tilsyneladende overvejende mænd, som ser det som en mulighed og benytter sig af det – ligesom det som oftest er kvinder, der arbejder som prostituerede. Prostitution har med andre ord en kønnet slagside. Der er meget, der tyder på, at kvinder har lige så stor sexdrift som mænd, så man kan jo undre sig over, hvorfor der ikke er samme antal af kvindelige prostitutionskunder? Når man så begynder at undre sig over det, vil man hurtigt opdage, at det her handler om magtpositioner og opfattelser af egne privilegier. Det handler om en kultur, der legitimerer, at det er et grundvilkår for kvinder at indordne under sig, under nogle strukturer, som gør, at en del af dem ender som prostituerede med overhængende risiko for varige ”arbejdsskader”, der stikker dybere end de fleste.

Udover den stærke signalværdi, det vil have at indføre et forbud mod sexkøb, kan der med fordel iværksættes kampagner, så der kan blive skabt et generelt holdningsskifte. I Sverige synes dette allerede at være på vej blandt de yngre generationer, der i højere grad end de ældre, tager etisk afstand fra muligheden for at købe sig adgang til et andet menneskes krop. Også i den forbindelse er det vigtigt at medtænke den kønnede skævvridning på området. Når man ved, at de fleste sexkøbere, ifølge en dansk undersøgelse, er ganske almindelige mænd.

En debat der burde tages alvorlig, inden for mange skæbner lider.

//Henriette

1. Maj

Arbejdernes internationale kampdag fejres hvert år den 1. maj med demonstrationer i de største byer.

Tanken om at bruge en fridag som middel til opnåelse af otte timers arbejdsdag opstod først i Australien. Allerede i 1856 besluttede landets arbejdere at holde en fridag med møder og festligheder som manifestation til fordel for otte-timers-arbejdsdagen. De valgte den 21. april til denne festdag. Til at begynde med tænkte de australske arbejdere kun på at holde den fest i 1856, men denne første festdag gjorde et så stærkt indtryk på det australske proletariat ved den opmuntring og agitation, som kom til udtryk, at de besluttede at gentage festen hvert år.

De amerikanske arbejdere var de første til at følge eksemplet. De fastslog i 1886, at 1. maj skulle være dagen, hvor alt arbejde skulle standses. På denne dag forlod 200.000 arbejdere deres arbejde og krævede otte-timers-arbejdsdag. Regeringens forfølgelse forhindrede i nogle år en gentagelse af denne manifestation. Men i 1889 valgtes den 1. maj 1890 som dato for den årlige festdag.

Børn som gamle fejrede i dag arbejdernes internationale kampdag, mens sole stod højt på himlen. Musik, øl og godt humør kunne spores alle vegne.

Men ikke alle var glade. Aktivistgruppen “Her er oprøret” havde på forhånd arrangeret en fløjteaktion, så folk kunne vise deres utilfredshed med regeringens politik, som gruppen mener, ikke er solidarisk nok.
Hvor andre, samt regeringen, mener at det er en meget udemokratisk måde at overdøve statsministerens tale med fløjt, for at få budskabet ud: “Du lytter ikke til os, hvorfor skal vi så lytte til dig”.

Om man er enig i demonstrationenes form eller ej, er det jo netop hvad første maj handler om. Hvis den politik regeringen fører ikke stemmer overens med arbejdernes rettigheder hvorfor holder de så tale 1. Maj?

Lige nu bliver der ført en politik fra regeringens side, der går ud over arbejdsløse, hjemløse, psykisk syge, børn og unge, lærere, pædagoger, sygeplejerske, sundhedsassistenter, studerende osv, jeg kunne fortsætte meget længe, så kan godt forstå mange er meget trætte og vrede på regeringen, jeg er selv en af dem. Hvordan man vælger at demonstrere er jeg ikke altid enig i. Der bliver til tider glemt hvor stærkt det virker, hvis man står solidarisk og talstærkt sammen og holder en fredelig stemning. Her omtaler jeg både fløjteaktivisterne, samt de mennesker der ingen empati havde for deres frustrationer og blev fysisk og psykisk voldelige til 1 maj i fælledparken.

Vi er desværre for egocentreret til at stå sammen og hjælpe hinanden i samlet flok, med at få ændret på politik, men piller, enkeltvis eller i små grupper, i vores egen navle. Her kunne vi godt lærer noget fra 1 maj aktivisterne i 1886.

// Henriette

Selvretfærdighed VS Velfærd?

Selvretfærdighed er det forbigående eller permanente syn på verden, at jeg har mere ret end andre, og at jeg med den ret må og kan påføre mine medmennesker gene, tvang, frygt, mindreværd.

Vi er fælles om at blive født og dø i ensomhed, og i den mellemliggende tid er vi stillet over for valget mellem at give til eller tage fra den sociale samtid. Selvretfærdigheden tager. Den tager muligheden for argumentation og forhandling, og den tager af omgivelsernes værdighed, integritet, frihed eller muligheder. Det er selvretfærdigheden, der nærer vejvreden, tricktyverierne, underbetalingen og mobningen.

Selvretfærdighedens politiske former tager udgangspunkt i, at ingen må få noget, der ikke tilkommer dem, og at hvis jeg ikke må få, så skal ingen have, og hvorfor skal jeg betale for noget, nogle andre får?

Selvretfærdighedens destruktive potentiale kan være så voldsomt, at vi har fået rettigheder og konventioner, der stadfæster vores fysiske og psykiske integritet. Vi har fået velfærdsstater, fordi vi så, at armod, afsavn og utryghed var grobund for selvretfærdighed. Selvretfærdigheden er et elendigt udgangspunkt at bygge ligeværdige sociale relationer på, den er ubrugelig i opbygning af naboskab, og det er derfor et elendigt fundament for samfundsbyggeri.

Udover angst hænger selvretfærdighedens udbredelse tilsyneladende sammen med dels social utryghed, dels ophold på de nederste trin på behovspyramiden.

Men hvor blev velfærden af i selvretfærdigheden?

Der er et yndigt land, hvor befolkningen har villaer, kummefrysere og to biler i garagen. Det handler om at have rundsave på albuerne, for at komme først og få flest penge. Der kæmpes for, at jeg ikke skal give en øre for meget til nogen så jeg kan skrabe så meget sammen til mig selv som muligt.

Hele vores system tænker udvikling på en håbløs måde. Folk bliver ikke glade af at jagte materielle goder. Regeringen taler både om velfærd og velstand, men det er vigtigt, at vi får skilt de to ting ad. Vi har fået velstand uden velfærd, og sådan har det været i mange år.

“Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller, og det er ikke alt, der tæller, der kan tælles.” – Albert Einstein
Det er en balancegang, hvor vi har mistet sansen for, hvad der er rigtigt og forkert. Ja, vi skal have mad på bordet og tøj på kroppen, men hvorfor skal vi have 20 par sko hver og endnu en motorvej? Det er et spørgsmål om at sætte grænsen et fornuftigt sted, hvor der både er plads til velstand og materielle goder og til den natur, vi som kulturmennesker ikke har kontrol over, og den kan ikke gøres op i penge.

 

// Henriette

Lev livet?

En australsk sygeplejeske ved navn Bronnie Ware, der hyppigst arbejder med kræftramte patienter der ligger for døden, har spurgte dem om ” Hvad man fortryder man aller mest i sit liv, når man har fået af vide at man dør inden for den nærmere fremtid?” og efter en omfattende undersøgelse blev dette top 5 af svarene:

5. Man fortryder at man ikke har tilladt sig selv at være lykkelig, og mange indser det først i slutningen af livet, at lykke er et valg.

4. Mange fortryder at man ikke holdte kontakten ved lige med sine venner. De døende indså ikke før i ugerne op til at de skulle dø hvor vigtige de var, og på det tidspunkt var det for sent at finde ud af, hvor de befandt sig. Mange af de døende var blevet så optaget af deres eget liv, at deres venskaber faldt ud i sandet. Der var mange der virkelig fortrød, at de ikke havde givet deres venskab den tid og anstrengelse som det krævede. Alle savner deres venner når de skal dø.

3. At man ikke har haft mod til at virkelig at udtrykke sine følelser og tanker. Mange undertrykte sine følelser for at holde sig gode venner med andre. Hvilket medførte at de aldrig udviklede sig til hvad de virkelig havde kunne blive.

2. Man fortryder at man arbejde for meget og for hårdt. Specielt mændene i undersøgelsen svarede på denne måde.

OG DET MENNESKER FORTRYDER ALLERMEST

1. At man ikke turde leve sit liv som man selv egentlig ville, men levede som andre menneskers forventninger var til en.

Synes det er en skræmmende undersøgelse men om ikke andet uhyre vigtig. Hvorfor leve andres liv? Om ikke andet tænk hvis alle gør det, så lever vi alle et liv som vi tror de andre gerne vil have. Lykke hvad er det også for en størrelse for selvfølgelig tror jeg som grundsten, for rigtig mange så er målet, at være lykkelig. Men hvis man tror lykken er at følge hvad andre gør, eller i processen for at finde lykken altid har en undskyldning for, at man lige skal være færdig med uddannelsen, have karrieren, have den perfekte familie osv, så fejler man noget så grusomt. Lykke er at vælge lykken også er der også plads til ens andre mål, bare prioriteringen er den rigtige.

Alle burde sidde sig ned og skrive hvad lykke er for dem. Ved godt det ikke er så simpelt for livet er også så herligt at det konstant er i forandring. Men man burde rævnlig kigge sit liv efter i sømmene og spørge sig selv: Er jeg lykkelig? Her snakker jeg ikke om den perfekte familie, job, partner osv, men hvad gør DIG glad?

Tror en af de fællesnævner som alle godt kan være med på, må være et andet menneske, om det så er familiemedlemmer, partner, venskaber osv. Hvordan kan vi glemme det i svinget? Jeg kunne ikke forstille mig selv, uden at være omgivet af mine venner, familie og min elskede mand! Og dog hvad var det jeg lavede sidste år? Begravede mig i arbejde, så min mand når vi skulle sove, have knap tid til at mødes med mine venner og familie så jeg ved de sædvanlig højtider. Altså selv med de bedste hensigter glemmer man tit sig selv i det hele.

Husk hinanden derude;-)

Vi har kun et liv. Der er så meget, jeg ikke forstår, men jeg ved så meget: man kan vågne op til sit højere jeg. Man kan være tålmodig g venlig. Man kan være vis og næsten hel. Man kan forlade helvede og gå ind i lyset. Man behøver ikke flygte fra livet hele livet. Man kan virkelig leve. Og man kan forandre sig. Og man kan være en forandrende kraft.

//Henriette

Normer og Værdier VS. Moral?

Hvad er det gode samfund? Værdier som lighed, sammenhold eller sandhed kan ikke opnås af et enkelt individ alene, men forudsætter et socialt fællesskab. I denne sammenhæng må man skelne mellem værdier og normer. Normer er regler for hvad der er sømmelig adfærd eller den rigtige måde at løse en opgave på. Værdier er de fælles forestillinger, som ligger bag og begrunder disse normer. Mens normer ofte foreligger som udtalte regler, f.eks. i form af en lov, er sociale værdier normalt uudtalte og vanskelige at kodificere. Det er dette der gør, at rigtige handlinger forudsætter moralsk intuition. Hvem definere hvad der er rigtigt?

 

I vores samfund bliver normer og værdier mere og mere knyttet til nationen og det politiske system – især gennem massemedierne. Sportsbegivenheder, politiske valg og dyrkelsen af nationale lederskikkelser har sådanne rituelle træk, og svarer til værdier som styrke, lighed og ansvarlighed. Er dette det rigtige eller glemmer vi ikke os selv i rampelyset af medierne og det politiske system. Hvad siger din moral til hvordan medierne udstiller, fordrejer og tvister sandheder til, efter deres mening, alles bedste?
Moral handler om evolution. Vi handler moralsk, fordi vi som art har lært gennem tiden, at det er den bedste måde at overleve på. Det kan betale sig for os at være moralske, fordi det giver os nogle fælles spilleregler, der er nødvendige for os som gruppe. Ellers fungerer intet.

Ved forskellige undersøgelser af hjernen, er det at opføre sig moralsk rigtigt ikke kun gør godt for andre, men også gør godt inde i dig selv. Hvis du er bevidst om nogle bestemte værdier, og det betyder meget for dig at leve op til nogle bestemte standarder, vil dit belønningscenter i hjernen lyse op, når du gør det. Du fyldes af god samvittighed, lyst og tilfredshed. Omvendt vil du føle dig ussel, hvis du gør noget forkert.

Vi er alle skabt med en samvittighed, og derfor ved vi inderst inde, hvordan vi skal opføre os. Det betyder dog langt fra, at vi altid gør det rigtige. Men nogle gør det oftere end andre. Hvis vi i hvert vores liv har tendens til at søge mod en balance imellem god og dårlig adfærd, ligger vores balancepunkt forskellige steder.

Jo mere massemedierne og politikkerne kommer afsted med, at forblinde os og skabe normer og værdier for os som individer og mennesker, kommer vi til at glemme vores moral mere og mere eller værre endnu, den vil blive svækket til, at det skal meget forkert til, at vi vil få dårlig samvittighed.

Vi skal se at få øjnene op for hvordan vi ser samfundet, Danmark som et land. Hvilke værdier og normer dyrker vi? Fællesskab, kulturskabende, frihed, ytringsfrihed er nogle værdier som jeg synes der forsvinder mere og mere. Dette gør os som samfund mere og mere indspiste, hadske og vil til sidst ende med samfundets død.

Her er 10 citater om Moral:

“Hvis jeg var prins eller lovgiver, ville jeg ikke spilde min tid på at sige hvad man burde gøre. Jeg ville gøre det selv eller holde min mund.”
Jean-Jacques Rousseau. Schweizisk-fransk filosof og samfundstænker (1712-1778)

”Ja, vi bør tilgive vores fjender, men ikke før de er hængt.”
Heinrich Heine. Tysk digter og journalist (1797-1856)

”Idealisten er uforbederlig. Hvis han bliver smidt ud af sin himmel, gør han helvede til sit ideal.”
Friedrich Nietzsche. Tysk filosof (1844-1900)

”Dette er nu engang mine principper. Hvis du ikke bryder dig om dem, har jeg andre.”
Groucho Marx. Amerikansk komiker (1890-1977)

”Det er muligt, jeg er en løgner, men jeg er i hvert fald en gentleman.”
W.C. Fields. Amerikansk skuespiller (1879-1946)

”Har man ingen karakter, må man skaffe sig leveregler.”
Albert Camus. Fransk forfatter og filosof (1913-1960).

”Moralister er mennesker, som klør sig selv, hvor det klør på andre.”
Samuel Beckett. Irsk forfatter (1906-1989)

”Moralitet er yderst vigtigt – men for os, ikke for Gud.”
Albert Einstein. Tyskfødt fysiker (1879-1955)

”Det varmeste sted i Helvede er reserveret til dem, der forbliver neutrale i tider med store moralske konflikter.”
Dante Alighieri. Italiensk forfatter og politiker (1265-1321)

”Det er ikke muligt at snakke om retten til at vælge, når et klart moralsk onde er involveret, når det som er på spil, er buddet ’du må ikke slå ihjel.”
Pave Johannes Paul II (1920-2005)

//Henriette

Piller, Piller og atter Piller?

Depression er en folkesygdom, og antallet af diagnoser er steget eksplosivt for derefter at flade ud på et markant højere niveau end for bare fem årtier siden. I Danmark anslås det, at over 400.000 tager antidepressiv medicin. Samtidig viser amerikanske undersøgelser, at hvor mennesker tidligere fik deres første depression i 40- eller 50-års-alderen, får de den nu i starten af 20’erne.

Enten får medicinalindustrien skylden, eller også udtaler nogle samfundsforskere, at depression stort set ikke findes, og at det bare handler om, at vi vil være konstant lykkelige. Hvad hvis der ligger nogle samfundsforandringer til grund for stigningen, så er det meget alvorligt, at man bagatelliserer sygdommen.

Depression kan komme af stress og udstødelse på arbejdsmarkedet. Vores arbejdsmarked er blevet mere og mere intolerant, og der ikke plads til folk, der ikke fungerer 110 procent hele tiden. Hvis du får en depression som 50-årig, er det utrolig svært at komme tilbage igen. Ligesom de unge oplever, at kravene til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet er blevet større: Hvis de er væk et halvt års tid på grund af en depression, har de utrolig svært ved at komme igen og få fuldført deres uddannelse.

Fokusset bliver nød til at blive rettet på de overordnede samfundsmæssige betingelser, som mennesket lever under på arbejdsmarkedet og i uddannelsesverdenen.Lige meget hvilket samfundslag man kommer fra er alle udsat for et markant større pres og mistrivsel på arbejdspladsen end tidligere. Dette for at vi som samfund kan opnå større produktivitet og vækst og dermed sikre landets konkurrenceevne. Når folk får stress, er det jo ikke, fordi de ikke gider arbejde. Her er det vigtigt at skelne mellem de psykiske sygdomme, som altid har eksisteret, og så de lidelser, som relaterer sig til samfundsforandringer.

Når et ellers sundt og rask menneske får stress og depression, så er det en forudsigelig reaktion på en ubærlig menneskelig situation, de udsættes for. Vi kan ikke tåle at blive afskåret fra at være reflekterende, tænkende væsner, at være kreative, indfølende og empatiske og kun blive set i et nytteperspektiv.

Der mangler en dybere diskussion af samfundsudviklingens betydning for udviklingen af psykiske lidelser. Hjerneforskningen og den biologiske forståelse af mennesker har været med til at individualisere psykisk lidelse, og på den måde trænger vi til en samfundsdebat.

Gør Medicinen mod psykiske sygdomme som depression, angst og skizofreni, mere skade end gavn?

400.000 danskere spiser dagligt piller mod depression, og brugen af medicin er genstand for voldsom debat i Danmark og resten af den vestlige verden.

Kritikere har i årevis peget på, at patienterne bliver afhængig af medicinen, og at medicinen med en række bivirkninger gør mere skade end gavn. Omvendt peger fortalere for medicinsk behandling på, at tusindvis af mennesker slet ikke ville kunne fungere til hverdag uden medicinsk behandling.

 

  • Psykofarmaka er lægemidler, der har specifik indvirkning på psykiske funktioner. For eksempel stemningsleje, følelser og tænkning. Herved søger man at normalisere de psykobiologiske forstyrrelser, som karakteriserer psykiske sygdomme.
  • Psykofarmaka benyttes således primært til behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme, men visse psykofarmaka har et bredere anvendelsesområde, der også omfatter for eksempel krise- og belastningsreaktioner samt lettere søvnforstyrrelser hos normale.
  • Der er tre store grupper psykofarmaka.
  • Antipsykotisk medicin bruges til at behandle hallucinationer og vrangforestillinger hos patienter, der primært lider af skizofreni.
  • Antidrepressiv medicin virker på signalstofferne i hjernen og kan normalisere og forebygge perioder med depression. Medicinen kaldes depressionspiller eller lykkepiller.
  • Angstdæmpende lægemidler, også kaldet benzodiazepiner. De beroliger og gør patienten søvnig.

Nogle læger mener at psykoterapi og motion bør afløse brugen af psykofarmaka, der mener, at depressionspiller er “narkotika på recept”. Hvor i mod andre siger at kliniske erfaringer og undersøgelser viser, at både antipsykotisk og antidepressiv medicin hjælper folk med alvorlige psykiske sygdomme til at overvinde symptomer på kort og lang sigt.

Er vi ved at lave et samfund, vi ikke selv kan leve i. Når man siger “det er samfundets skyld”, hvis skyld er det så egentlig? Er det vores politikere? Er det os selv? Vi bærer da i hvertfald en del af ansvaret, fordi vi ikke siger fra. Vi løber bare allesammen hurtigere. Men systemet (og hvem det!?) har heller ikke meget anerkendelse til overs for eftertænksomhed og stræben efter ro. Eller tiltro til at mennesket kan og vil, hvis det får de rette omstændigheder. Og det ses, efter min mening, tydeligt at det vi står i nu, ikke er de rette omstændigheder.

//Henriette

Hjemmet – Manden eller Kvindens job?

Hvem laver så de huslige pligter?
Huslige pligter kan være at skifte sengetøj, gøre rent, vaske tøj, købe ind, lave mad osv.

Er det selvfølgelig kvinden der gør det meste?
Er det selvfølgelig den der går hjemme der gør det meste?
Er det selvfølgelig den der går mest op i at der er rent/vasket tøj osv der gør det meste?
Er det selvfølgelig 50/50 uanset?
Lidt af hvert eller noget helt andet?
Dette er en evig diskussion som bliver ved med at fylde mange hjem.Der er udkommet en ny bog som hedder:Familiens projektleder siger op, som er af Gunilla Bergensten. I denne bog følger man en kvindes liv som en dagbog om det at have alt ansvaret derhjemme og den der står for, at alt hænger sammen, hvorefter noget tid, at denne kvinde siger op, som projektleder for familien. I dagbogen kan man læse en del om, hvordan piger fra barnsben af, skal lærer at være mere dovne som mænd er eller bliver opdraget til, så man ikke ender med at stå med alt ansvaret selv. Her er et lille udkast fra informationen:http://www.information.dk/186238.

Men opstår denne diskussion pga ligestilling er det egentlig et problem eller gør vi det til et problem så vi ikke er dem der står med det hele? Herhjemme har vi da også snakket om disse emner fordi vi ikke altid var enige om hvor tit der skulle gøres rent, vaskes tøj osv, men ikke noget større end noget vi kunne snakke om, samt være enige i, ikke at gøre det til et problem. Men det jeg synes er det spændende i det her, er hvor forskellige vi kan være og det har altid ikke noget med køn at gøre.

Det springene punkt for mig, er nok der er ikke noget enten eller, hvem har gjort mest så længe det alligevel bliver nogenlunde fordelt, men der er ikke noget der hedder du er på barsel, du har ikke lige så mange fritidsinteresser som mig osv, som retfærdiggøre hvem der skal gøre mest. Man er begge ansvarlige for det hjem man har og de ting man har købt, at det ikke er den ene eller anden der skal gøre tingene, fordi den person er mest hjemme eller lignende.

Der er masser af meget mere spændende ting som man heller vil lave, så derfor tror jeg tit at det bliver et irritations moment for mange, her i blandt mig selv. Dog er jeg blevet bedre til, at ens hjem ikke behøver at være ryddet helt, fordi jeg skal have nogle tøser forbi til en kop kaffe. De dør ikke af, at se rod, de har det selv derhjemme, men vi har det bare med, at skulle præsentere vores hjem fra bedste side så man til sidst er ved at falde om af træthed når gæsterne så kommer, i stedet for at kunne nyde det i nuet.

Så Mænd og Kvinder tag en slapper. Nød hinanden, venner og familie, også skal alle de der kedelige gøremål nok lykkedes hvis man deles om at tage ansvaret.

//Henriette

Politikker eller Magtliderlig?

Folk bliver politikere af mange grunde:

Jeg vil gerne gøre en forskel
Det er en udfordring
Jeg vil gøre en indsats for samfundet
Hjælpe de svage
Det er sjovt at være med, hvor beslutningerne tages

Eller er disse udsagn ren og skær løgn for at de kan forsørges i luksus med ministerbil, privilegier og fede skatteyderbetalte pensioner ud fra naive forestillinger om specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte.
Jeg tvivler mere og mere på vores regering. Der er konstant i nyhederne hvordan den ene politikker efter den anden svindler eller fortæller løgne. Regeringen som vedtager nye tiltag såsom skolereformen trods alle fagfolk er imod pga den påvirkning det vil have for Danmarks børn, samt en del forældre der også er i mod, da de mener det er vigtigt for børn med deres fritid til at lege og få lov til at være børn. Hvor er demokratiet blevet af og hvorfor repræsenter folketinget så lille et udsnit af dagens Danmark.

Måske pga denne undersøgelse jeg fandt på nettet:
De fleste folketingspolitikere bliver rekrutteret fra de ungdomspolitiske organisationer. I marts 2007 offentliggjorde to studerende ved Ålborg Universitet deres speciale i sociologi. Specialet var baseret på interview med 2.495 medlemmer fra disse organisationer. Det viser sig, at en typisk ungdomspolitiker læser statskundskab på universitetet og bor i en storby. Desuden har vedkommende veluddannede og politisk engagerede forældre.
De fleste politikere på Christiansborg har altså en akademisk baggrund. De flytter hjemmefra i en ung alder og direkte over på et kollegieværelse eller en forældrefinanseret ejerlejlighed. Derefter bruger de 4-5 år på studier i en beskyttet tilværelse. Nogle ender herefter på Christiansborg. På intet tidspunkt stifter de bekendtskab med “den virkelige verden” på en almindelig arbejdsplads.
I november 2010 viste en analyse lavet af CEVEA (borgerlig tænketank), at kun 10,5 pct. af folketingspolitikerne besidder en erhvervsuddannelse. Til sml. er tallet 31,8 pct. i befolkningen. De øvrige politikere er akademikere. BT opgjorde i 2012, at 20 pct. svarende til 36 ud af 179 folketingspolitikere i 2012 aldrig havde færdiggjort deres uddannelse eller havde haft et fuldtidsjob udenfor politik.

Derudover er 179 folkevalgte medlemmer af Folketinget (MF). De fleste af dem bliver genvalgt år efter år. De mister derved grebet om den virkelige verden. Meningen er, at folket skal kunne indvælge nye, friske og dygtige folk og fravælge at Danmarks politikker bliver en stereotyp, hvor den eneste forskel er partibogstavet: Skolede og indoktrinerede fra barnsben af, til at være driftsikre beslutningstagere.

Hvor er det vi fejler som samfund her. Der er masser af dygtige og kompetente politikker, men nogle gange har man fornemmelsen af, at de fantastiske idealer de har, forsvinder på vejen op af rangstigen. Måske er det også generelt et billede der er ved at tegne sig i Danmark. Det er vigtigt at være akademikere og få en høj stilling i samfundet. Men hvad er prisen og på hvis bekostning er det?

Vi er blevet så bange her i Danmark og har sagt ja til at vi skal have mere og mere hjælp fra udlandet samtidig med at vi også er så bange for de mange udlændinge der kommer hertil.

Vi fordømmer og svinder hinanden til, alt imens vi snakker om at vi skal holde sammen og vi er stolte dansker.

Hvis man droppede egoismen og uvidenheden om alt det der er anderledes ville frygten ikke komme og overdøve trangen til at behandle hinanden skidt.

Danmark vil være for mig et land hvor vi passer på hinanden og giver plads til hinanden, lige meget hvilken minoritet, kultur, norm, værdier, køn, alder, arbejde osv som der gør os forskellige.

Men det kommer aldrig til at ske hvis vi ikke løfter næsen.

//Henriette

Forhold eller Single?

Er bedst at være single, samlevende eller gift?
Skilsmisseprocenten er stigende overalt i den vestlige verden, ikke mindst i Danmark, hvor antallet af skilsmisser igen har slået ny rekord, så næsten 16.000 danskere hvert år vælger at gå fra hinanden trods løftet om evig troskab. Udviklingen har betydet, at vi har fået en “singlekultur”, der i disse år udfordrer den gamle og ellers så æderkronede “kernefamiliekultur”, for hvad er egentlig bedst? Livet som single eller livet i kernefamilien.
Singlelivet giver dig frihed. Det at kunne bestemme selv og ikke skulle tage hensyn til den andens ønsker/behov. At kunne være sig selv, som man er.

Vi lever i en individualiseret kultur, hvor alle personlige krav skal være opfyldt, før man vil kalde sig lykkelig. Samtidig er vi gennemsyret af forestillingen om “den eneste ene” eller “prinsen på den hvide hest”, der skal komme springende og give os et langt og lykkeligt ægteskab fyldt med både troskab, respekt, venskab og ikke mindst sex og evig kærlighed. Det er dog ikke ret mange hundrede år siden, at kærligheden og seksualiteten slet ikke spillede så stor en rolle, som den gør i dag. Den hørte under ingen omstændigheder hjemme i ægteskabet, der i den kirkelige ideologi kun havde to hovedformål, nemlig at avle børn og at forhindre utugt. Vores moderne parforholdsideal forsøger altså at sammenkæde et fast forhold med lidenskab.

Når det gælder om at være lykkelig, så handler det i den grad om at acceptere, at ikke alting er perfekt. Man skal opgive ideen om, at ens parforhold er roden til al tilfredsstillelse. Hvis man placerer håbet alene på parforholdet, så kan forholdet ende med at bryde sammen. I stedet skal man bygge andre områder op, sit job, sine venskaber, sine hobbyer.
Vi har alle behov for, at andre viser interesse for os, bekymrer sig for os og ønsker, at det går os godt. Den tilstand kan sagtens opnås, hvis man er en velfungerende single med masser af venner, som den kan i et velfungerende forhold.

Vi er for hurtige til at skulle sætte hinanden i boksen som single eller som værende i et forhold. Hvorfor udlukker det ene altid det andet. Tror alle gerne vil finde den helt specielle person at dele livet med, men hvem siger det skal være kæresten eller manden. Hvorfor kan det ikke være ens bedste veninde eller ven?

Det at være i et forhold får også et voldsomt pres hvis ens kæreste skal opfylde alle de behov for en og man skal smelte sammen som en og leve lykkeligt sammen. Sådan hænger livet ikke sammen, jeg ville personlig ikke kunne ånde. Hvorfor ikke være single i sit forhold og have et forhold når man er single.

Er du lykkelig som single eller i et forhold? Eller burde du måske ikke spørge dig selv, er jeg lykkelig og lever jeg livet? Lykke er ikke at være i et forhold, hvis det er den forkerte og lykken er ikke singlelivet, hvis det kun handler om byture, enegangsknald osv.

Lykken er DIG, og det er lige meget om din mor, venner, samfundet, omverden eller hvem som helst, der digtere andet. Gør hvad der er rigtigt for dig.

// Henriette

Nelson Mandela

Nelson Mandela citater:

Hvis jeg kunne starte forfra, ville jeg gøre det samme igen. Det ville enhver mand, der kalder sig en mand.

Sande ledere må være klar til at ofre alt for deres folks frihed.

Uddannelse er det stærkeste våben til at ændre verden.

Jeg har lært, at mod ikke er mangel på frygt, men sejren over frygt. Den modige mand er ikke ham, der ikke er bange, men ham, der overvinder frygten.

At være fri er ikke bare at kaste sine lænker af sig, men at leve på en måde, der respekterer og fremmer andres frihed.

Foragt er som at drikke gift og håbe, at det vil dræbe dine fjender.

Bedøm mig ikke på grund af min succes, bedøm mig efter, hvor mange gange jeg er faldet og har rejst mig igen.

Jeg hader racediskrimination mest af alt og i alle dens afskygninger. Jeg har bekæmpet det hele mit liv, jeg bekæmper det nu, og vil gøre det indtil slutningen af mine dage.

Et godt hoved og et godt hjerte er altid en formidabel kombination.

Når en mand bliver nægtet retten til at leve det liv, han tror på, har han ikke andet valg end at blive fredløs.

Nelson Mandela var den mand, som efter 27 års indespærring gik i spidsen for en national forsoning, der rakte langt ud over hans lands grænser. Han vandt, men brugte ikke sejren til at tage hævn. Han ville have sandheden frem om de onde år under apartheidsystemet. Men sandheden blev ikke brugt til opgør. Deri lå hans storhed. Hans magi.

Det var personlighed – kombineret med historien om hvad han havde stået igennem. At et menneske kan gå ud af sit fængsel efter 27 års indespærring – ikke for forbrydelser, men for holdninger – og derefter engagere sig helhjertet i forsoning og fredelig sameksistens. Det er så langtfra, hvad vi er vant til, at det kalder på den dybeste respekt.

Manden, der blev sit lands første sorte præsident og førte Sydafrika sikkert væk fra hundrede års raceadskillelse og frem til demokrati, er trådt det sidste skridt ind i legendernes verden. Tilbage står hans eksempel og hans moralske påbud om fortsat at vandre ad den vej, han udstak.

Nelson Mandela var en vandrer. Og han var optimist. Altid med øje på “at holde ansigtet vendt mod solen og fødderne i bevægelse fremad”, som han har sagt. Fra det øjeblik den ubekymrede landsbydreng indså, at ikke blot var han ikke selv fri, hans sorte brødre og søstre var ligeledes ufrie, ja, end ikke Sydafrikas hvide undertrykkere var frie, men lænket af fordomme og had, blev Mandelas liv en “lang vandring mod frihed”.

Hans overlevelse i fængslet blev en subtil udgave af hans senere politik: At gøre fjenden til sin ven ved at anerkende selv en bøddels humanitet. At gøre et helhjertet forsøg på at skabe relationer til alle; at overtale, overbevise og smigre, så vogterne blev hans fæller, og han selv blev herre i eget fængsel. Han tog anti-apartheid-kampen med ind bag tremmerne og forsøgte dagligt at forbedre fangernes forhold. Flere af hans fangevogtere opdagede – hvad mange sydafrikanere siden skulle gøre – at man nok kan hade en abstrakt gruppe af mennesker, men at det er sværere, hvis ikke umuligt, at fastholde hadet ansigt til ansigt, øje til øje med et konkret menneske. Det gjaldt i øvrigt begge veje; Mandela udviklede med årene noget, der lignede venskab med sine vogtere.

Set i bakspejlet varede det uforståeligt mange år, før verden opdagede Mandela og gjorde ham til den sag, de fleste i dag husker fra 1980erne. Først henimod 1980 blev Free Mandela-kampagnen en politisk og moralsk verdensomspændende bevægelse, og presset på det sydafrikanske regime voksede, de internationale økonomiske sanktioner mod landet blev intensiveret, alt imens oprørsvolden syntes at være på vej helt ud af kontrol.

Mandelas største bedrift som menneske – og afledt deraf også som politiker – var måske, at han aldrig blev bitter. Eller vred. Eller hævngerrig.

Da Nelson Mandela den 11. februar 1990 vandrede ud fra fængslet, ulasteligt klædt i jakkesæt under en knitrende blå, sydafrikansk sensommerhimmel, var det ikke en truende figur, der kom gående med sin hustru i hånden. Med ansigtet i de karakteristiske, mildt smilende folder trådte han ud af fængselsporten, nu 71 år gammel og med den ældre mands grånende hår og lidt stive gang.

Dele af landets hvide befolkning deltog i jublen, der mødte Mandela. Andre så på i frygt. Mange forventede en art et hævnens blodbad, hvor ingen hvide ville undslippe. Det afrikanske kontinent har lagt jord til utænkelige grusomheder både før og siden, og man ville næsten kunne forstå, hvis Nelson Mandela havde fantaseret om sådanne scener i de sammenlagt 10.000 nætter, han havde ligget på sin tynde sivmåtte og stirret op i fængselsloftet.

For var han ikke vred? Følte han ikke uendeligt had mod sine fjender, spurgte den tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, ham engang. “Selvfølgelig,” svarede Mandela. “De holdt mig fanget så længe. Jeg blev misbrugt. Jeg så ikke mine børn vokse op. Jeg mistede de bedste år af mit liv. Jeg var vred. Og jeg var bange, for jeg havde været ufri i så mange år. Men da indså jeg, at hvis jeg gik ud gennem porten og stadig hadede dem, ville de stadig have mig i deres fangenskab. Jeg ønskede at være fri. Så jeg gav slip på hadet.”

Når Sydafrika alligevel lykkedes med en fredelig vandring fra apartheid til frihed, skal en stor del af årsagen findes i Mandelas person, vilje, karisma, filosofi og charme. Han var, vidste han, blot et menneske. Et halvgammelt og fængselsslidt et af slagsen, endda. Men han forstod sin rolle og sit ansvar som det lysende eksempel, sydafrikanerne spejdede efter i en på en gang håbefuld og frygtsom tid. Han måtte, tynget af sit historiske ansvar, blive mere end menneskelig.

Mandela indgød sine omgivelser tro på freden og forsoningen ved selv at tro. Han lagde en dæmper på nationens dæmoner ved at bekæmpe sine egne. Når selv han kunne tilgive og række hånden frem mod sine bødler, måtte nationen følge hans eksempel.

Han forstod, at hans mission – en verden, hvor alle mennesker er frie fra enhver tænkelig restriktion eller frygt – trods omverdenens tiljublen og kanonisering af hans person endnu ikke var opnået. “Jeg har taget mig et øjeblik her for at hvile, for at stjæle mig til et blik på det vidunderlige landskab, der omgiver mig, for at se tilbage på den lange vej, jeg er gået. Men jeg kan blot hvile et øjeblik, for med frihed kommer ansvar, og jeg vover ikke at dvæle. Min lange vandring er endnu ikke slut.”

Nelson Mandelas sidste vandring er begyndt. Friheden venter.

En stor mand med meget stort mod på at kæmpe for rettigheder og frihed.
Mange har frygtet den dag, da Mandela ikke længere eksisterer. Vil succesen kollapse? Vil gammelt had og nag boble op?

Vi kan lærer rigtig meget af Nelson Mandelas tilgange til livet.
Se dit had i øjnene og tilgiv din fjende. Livet er for kort til at brug det på had. Hvorfor bruge livet eller tiden på at hade nogen/ noget der i grunden holder dig fanget og bitter. Når livet ligger lige for fødderne af dig, hvis du kan kigge op fra din boble af vrede og had. Et godt nytårsforsæt. Glem, tilgiv osv alt gammel nag og nid.

//Henriette

20131208-152238.jpg